DB20 Salgs- og leveringsbetingelser
Danske Byggecentre har opdateret DB12 Salgs- og leveringsbetingelser. Udover redaktionelle ændringer og opdateringer til for eksempel AB18 er den væsentligste ændring, at de nye salgs- og leveringsbetingelser DB20 ikke længere vil indeholde TRÆKON. Vi har derfor opdateret afsnit 3.
Punkterne 3.2 – 3.5 er indsat for at sikre, at DB20 matcher TRÆKON, således at I ikke står dårligere end efter egne købsvilkår under TRÆKON. Det er imidlertid en god ide at forhandle jer til bedst mulige reklamationsfrister på TRÆKON, da I jo kan risikere at ”bruge” af reklamationsfristen, mens I har varen på lager.
I pkt. 3.4 har vi lagt op til, at levering er sket (og risikoen dermed gået over) ved FCA. Det svarer til, hvad der gælder efter TRÆKON og sikrer dermed, at I vil kunne rette et eventuelt krav videre mod træleverandøren.
Bemærk, at vi pt. ikke har valgt at give jeres kunder lige så gode rettigheder, som I har, ved levering af træbaserede produkter i originalemballage. Efter TRÆKON gælder 8-dages reklamationsfristen først ved brydning af emballage (dog maksimalt 90 dage fra levering). Vi har fastholdt, at det gælder fra levering er sket. Hvis I ønsker at give jeres kunder samme rettigheder, bør I samtidig tilføje, at fristen under alle omstændigheder udløber 90 dage fra levering (eller tidligere), således at I ikke giver jeres kunder bedre vilkår, end I selv har efter TRÆKON.
DB20 blev effektueret d. 1. juni 2020 med en overgangsperiode til 1. januar 2021. I den forbindelse er det vigtigt, at I underretter jeres forsikringsselskab, evt. ved at videreformidle en kopi af DB20, som I kan finde her.
Derudover er der en række andre punkter, som I skal forholde jeg til, når I skifter over til DB20, disse er beskrevet her og vil fremgå af Danske Byggecentres hjemmeside.
Det vil være muligt at bestille DB20 på Danske Byggecentres hjemmeside.
Skulle I have spørgsmål er I velkomne til at kontakte os.